Vestina...

Vestina, søde, hjertelige elskelige Vestina. Hun er 19 år, forældreløs og har allerede tjent i flere hjem. Hendes arbejdsdag starter senest klokken 5 og slutter ved midnat, hvis ikke efter. Hun laver mad, gør rent, vasker tøj, tager sig af familiens drenge… Kort fortalt er det hovedsagligt hende som holder hjemmet kørende med en smule hjælp fra en anden pige. Men Vestina er noget ganske særligt. Hun kan ikke rigtig lave mad, hun er ikke særligt god til at gøre rent, men hun kan få smilet frem hos enhver. Selv familiens drenge, som ikke synes at være af mange ord, og som ofte synes at have langt til latter og smil, snakker og griner højlydt med Vestina, de leger, råber og skriger; de bliver børn.
Med Vestina eablerede vi aldrig et ordløst univers, Vestina etablerede for os et multi-sproget univers, hvor hun uden at vi på noget tidspunkt har været klar over helt præcist hvordan, har fortalt os at hun er bange for køer, at køerne spiser Ane, at hun gerne vil være Cecils mor og at hun har så travlt, at hun gerne vil have hjælp til at dække bordet… Og nej, det er ikke oversættelser vi selv har fundet på!
Det er umuligt at forklare hvorvidt en pige, med så udstående fortænder, at de ligger mere vandret end Kivu søens overflade, og så hjerteligt et grin, at blot vi hører det, selv må rulle på gulvet af latter, er. Hvorledes hun hver dag, når en lille bid af det rwandiske syntes uforståeligt, grinende bankede på døren og ventede på det næste skridt.
Vestina.
Vestina forstod vores humor og vi forstod hendes. Eller måske vi aldrig forstod hinanden og morede os derover. For at blive bedre i stand til at forklare Jer derhjemme bestemte vi os en dag for at optage hendes grin på MP3.
Situationen forløb således:
Ane var af uvisse årsager i gang med at se på hvilken facon to mangosten gjorde sig bedst i hendes mund. Cecil tog billeder. Vestian så billederne. Hvad der videre skete indeholder tårer, latterkramper, imitation af dyrelyde, et blåt mærke på Cecils arm efter Vestinas fortænder (ville hun mon kysse eller bide den hvide hud?), svingture…. Eller var det flere dage, et utal af situationer?
Et absurditeters univers, så sort som kul, så mørkt som den smukke rwandiske nat, så dybt som filippinergraven, så befriende, så behageligt, så sikkert og overraskende, og dog så sårbart og følsomt. Den konstante snert af fortrolighed, et lille moment, en stille stund, hvor vi endnu en gang kom sprogligt til kort, hvor vi blot kune ae Vestinas arm, holde om hende og med overflødige ord, fortælle at vi vil savne hende….