En enkelt uge har vi tilbage I Rwanda; landet, som vi har kastet vores kærlighed på… vi er rigtig godt I gang med filmningen, nærmest færdige, faktisk. Vi har filmet Epiphanie på kontoret, I hjemmet, I felten blandt alle de børn, Giving Hope-projektet hjælper, vi har filmet dans og sang på ægte rwandisk vis, vi har filmet solopgang over bananpalmerne, solnedgang bag bjergene… vi er snart ved at være der. Og vi glæder os rigtig meget til at komme hjem og klippe og redigere og lave verdens bedste etnografiske Rwanda-film.
Vi havde nok aldrig troet, at vi skulle falde sådan til, på bare sølle fem uger, men her sidder vi på ungpige-værelset, afrikanske mor er på universitetet, afrikanske far går rundt ude I haven, afrikanske lillebror 1 og 2 sidder og ser kenyansk quiz på tv I stuen… og som Alice, en elskelig ung kvinde, som arbejder hos YWCA, sagde her til aften: “You are Epiphanies daughters. She loves you!”. På trods af sporadiske misforståelser og frustrationer, kan vi ikke sige os fri for en til stadighed voksende følelsesmæssig tilknytning til menneskerne, stederne, duftene, lydene, lyset. Det bliver svært at tage afsked.
Landet overrasker os gang på gang; vi har haft lange, undrende snakke om hvordan det kan lade sig gøre for et land, som dannede rammen om et mere end forfærdeligt folkedrab for kun 13 år siden, at være så velorganiseret, velfungerende og dejligt. Man skal naturligvis ikke lukke øjnene for de enorme problemer, som hersker I landet, såsom HIV/AIDS og fattigdom, men det er på den anden side både interessant og vigtigt at vende fokus mod andre ting: Fx er plasticposer forbudt pga. miljøhensyn, og da præsidenten en dag kørte gennem Gitarama og så folk med plasticposer, fyrede han borgmesteren, og der er snart valg til den ny. Og for de, som får gode karakterer I secondary school er det nationale universitet, som er det bedste, gratis for de studerende, som ovenikøbet får tag over hovedet, låner bøger kvit og frit og får lommepenge hver måned. Og infrastrukturen er forholdsvis god. Busserne er ikke overfyldte, mange veje er asfalterede. En gang om måneden er der communal work; alle skal arbejde for staten, og arbejdet kan fx bestå I at gøre rent I det offentlige rum.
Desuden siger præsidenten, at folk bør undgå at gå I bare tæer, vist nok af hygiejnehensyn, ligesom sundhedsministeren opfordrer borgerne til at stoppe med at hilse på den traditionelle måde, som involverer en hel del hand-shaking, for at undgå spredning af bakterier.
Imponerende. og lidt skræmmende.
Dette land har uden tvivl sat sig spor I os – vi er taknemmelige