...Nedenfor!

Som lovet vil dette afsnit beskæftige sig med Gacaca og Kigali Memorial Center, to alvorlige emner med direkte forbindelse til det frygtelige folkedrab som nu ligger 13 år tilbage, men stadig er allestedsnærværende i rwandernes sorg og måske mest i deres styrke.
Lidt udenfor Kigalis centrum, i endnu en bydel i voldsom vækst, ligger et hvidt hus, som udgør et museum, et mindecenter, et informationscenter, undervisningscenter og ikke mindst det sidste hvilested for 259.000 mennesker, et tal som er støt stigende som flere massegrave opdages i Kigali. En arkitektonisk genistreg synes huset at være. En kælder fører dig rundt, som i et åbent sneglehus, blandt politik og personhistorier fra folkedrabet fortalt i fotos, ord og små filmsekvenser. Mellem udstillingerne præsenterer åbninger til det udefrakommende dagslys, brudt af glasmosaikker, kælderens center med hvide skulpturer af menneskekroppe, der svinger sig i omfavnelse af hinanden. Udstillingens sidste rum er personlige ejendele, ødelagte kranier, knogler og familiefotos. Mindetavler for de overlevende, heltene og ofrene.
Ovenpå præsenteres to separate udstillinger, hvor den første informerer om folkedrab (genocide) i mere generelle termer, samt beskriver folkedrab i det 20. århundrede. Den anden udstilling er til minde om de børn, som skulle have udgjort Rwandas fremtid.
Et stort foto af en lille pige.
Navn: Yvonne
Alder: 7
Livret: ris med sauce
Yndlingsbeskæftigelse: lege med far
Kendetegn: en rigtig ‘fars pige’
Dødsårsag: døde da en håndgranat blev smidt ind i badet til hende og hendes lillebror.
Vor barndoms venindebøger, nu med et ekstra felt at udfylde. ‘Mast mod en mur’ afløser ‘machete hug’, rædsel på rædsel, dog sobert og smukt fremstillet.

En rosenhave omgiver huset. Her ligger Kigalis til nu fundne ofre for folkedrabet begravet. Udenfor haven ligger et stykke uudnyttet jord. De ved, at de vil finde flere døde, som Gacaca skrider frem…

Gacaca, løsningen på retfærdighed og dårlig økonomi, blandet med et tilsyneladende uendeligt antal af skyldige. De som svingede macheterne og kastede granaterne i 1994 bliver stillet til regnskab med fængselsdomme. Men at bringe så mange mennesker for en domstol vil tage circa 200 år…
Gacaca er oprindeligt en procedure for problemløsning på landsbyplan. Man satte sig i skyggen og snakkede tingene igennem over lidt traditional banan-øl. I dag er Gacaca de lokale, der dømmer deres skyldige. Hvert distrikt har sin ugentlige Gacaca-dag, hvor man mødes, og de skyldige træder frem og tilstår. Alle var vidner dengang, alle er vidner i dag. Og således dømmes der hver dag skyldige, således findes flere massegrave og ad denne vej italesættes
rædslerne, fællesskabet styrkes og retfærdighed sker fyldest.