BUGS part 1+2

BUG part I
Mellem vores projekter, når observatøren bliver deltager, er vi turister under fremmede himmelstrøg, danskere i sol… mellem kryb… Og således mødte vi vores første kryb i det rwandiske. Halvnøgne, brankede, danske, stegte pattegrise legede med aftersun, da en kakkerlak af fineste størrelse krøb forbi. Den ene lille gris sprang skrigende mod lagnernes sikkerhed, den anden lille gris iagttog krybet, men nægtede at gøre noget aktivt. Et halvhjertet forsøg på at fange mr. seks-ben med en papirkurv mislykkedes til fulde…
‘Nød lærer nøgen kvinde at spinde’ siges det, men halvt afklædte og langt fra kreative var vi. Kan man mase kakkerlakker med en mac? Med en bog? Vil man svine sine fine ting? Langsomme var tankerne, da en pludselig indskydelse fordrede et overraskelsesangreb på krybet med en kondisko. Lyden af en kakkerlak, der kvases er meget lig lyden af din fars faste greb om en syg akvariefisk under en aflivningsseance. Kvasende, knasende, tør, sprød… ubehagelig! Flugten blev taget mod et af værelsets lænestole. Og således stod vi. Før så stolte af hvor godt det hele gik. Nu ynkeligt skoldede, hver med møbel under fødderne og kik til skoen i hjørnet…

BUG part II
Så skete det! Vi mødte kryb nummer to! Var Rwanda et krybets land, ville vi konstant være i beredskab, men i stedet går vi uforberedte rundt, kikker på fugle og vender verdens gang. I en hyggelig gårdhave med kaffe og frokost, havde netop lagt vores filmnoter fra os og hvilede hovedet i dagens avis, da en grøn knæler (vort bedste bud på kræets art) som trold af en æske på bedste magiker-manér fik sig placeret på Cecils armlæn. Der sad han så prægtig, en forvokset vandrende pind med krop som et blad, og knælede let. Ventede på verden, monstro? Eller tog sig blot, som os, et hvil?
Et hyl afbrød den stille stund, da en forskrækket Cecil med en Nokia 3210 som bat, gav den knælende et velanrettet slag, som sendte dyret på en mindre himmelflugt med landing ved Anes fødder. ‘Jeg har det fint med hans tilstedeværelse’ brummede Ane bag avisen. Men tilstedeværelse var i denne formulering synonym med ‘dette ukendte dyrs præcise placering i forhold til os’, en tilstand som var overstået på ingen tid. Ane rejste sig for at lokalisere dyret, blot for at opdage ham på sine bukser, kravlende over knæet med kurs mod himlen. Endnu et slag blev tildelt det stakkels dyr, denne gang med avis. Men op ville han, kurs mod benene igen…. Ane med knæler, i slow motion om træ, midt i gårdhave. Cecil stadig chokeret. Mændene der skulle redde os? De så forundrede til, kunne ikke finde grunden til vort ramaskrig.
Nu venter vi på BUG part III, for trods forskrækkelse, byder Rwanda på nogle ganske humoristiske dyr!