In the Field

En gruppe af forældreløse børn sidder foran os på lave bænke. Vi er med YWCA in the field og med Epiphanie, vores værtsmor, som tolk får vi fortalt børnenes historier. De bor hos plejefamilier, nogle er blevet smidt ud, har allerede skiftet hjem flere gange; andre er selv flygtet på grund af forskellige former for mishandling. Spektret af krænkelser rækker fra ikke-opfyldte rettigheder over regulære tæv til seksuelt misbrug. Inden vi gik ind i huset fortalte Epiphanie blot een historier af mange. En lille piges historie. Allerede som spæd var hun folkedrabsvidne og efterfølgende forældreløs. Eet af de mange spædbørn som blev fundet som spredt med let hånd på marker og i bushen. Børnehjem, der ikke fungerede, blev på et tidspunkt lukket af regeringen med krav om, at alle familier skulle tage et barn hver. Pigens plejefamilie mishandlede hende på måder som ikke skal nævnes her. Rygter om Giving Hope projektet under YWCA nåede hende og et møde med et overhoved fra en såkaldt child-headed family, en forældreløs familie, resulterede i, at hun kunne bo hos dem. ‘They have suffered, that is why they are strong!’ forklarer Epiphanie.
Nu sidder de her foran os og skal forælle deres drømme for fremtiden. Det er umiddelbart forholdsvis håndgribelige drømme og håb. De ønsker sig skoleuniformer og ‘medical insurance’. En hurtig håndsoprækning viser tydeligt at ønsket om forsikring er første prioritet. Epiphanie lover at YWCA vil betale. YWCA, som i forvejen ikke ved om deres projekter kan fortsætte næste år på grund af manglende sponsorer…
Vi nikker, smiler, beundrer børnenes produktion af kurve og bordskånere for at tjene til dagen og vejen, skolepenge og -uniform. Der er ikke så meget at sige, tilføjelser virker ligegyldige.
Der sker noget. Et par flygtige smil og ord mellem børnene. ‘They would like to show you their happiness, that their life is not only sad’ forklarer Epiphanie som et par børn forlader rummet. De kommer tilbage med en tromme. De synger alle for os, tre af pigerne danser.
Vi takker. Det er blevet tid til at gå. Takker for deres historier, at vi måtte filme og fotografere, indirekte at vi måtte komme vadende ind i deres liv to timer en tilfældig eftermiddag og kikke blåøjede til. Vi har medbragt en værtsgave, en af de fodbolde som AGF gav os med herned. Mens vi pumper bolden, vælger gruppen en ‘President of Ball’, som straks er klar til at tage imod, varetage og passe på. Der er smil og latter i gruppen, bolden flyver rundt, vi fotograferer og som Cecil viser de digitale fotos fra kameraets skærm frem, stiger stemningen. Hun omringes af henved ti-femten børn, alle ivrige efter at se forevigelserne. Vi har svært ved at give slip og komme derfra…
‘This is why I can’t leave this job, eventhough I’m tempted’ siger Epiphanie som vi med håbet i behold kører derfra og lader en flok smilende børn vinkende og boldspillende bag os.
Lige nu smiler de…