‘Go away’ var de sidste ord vi hørte fra Epiphanie, vores rwandiske mor, inden vi satte os ind i YWCA-bilen og kørte mod Kigali. Kvinden, som vi har fået uendelig stor respekt for, og som vi er kommet til at holde meget af, gav os et knus og sagde, vi skulle gå; hun skulle ikke nyde noget af at stå med tårer i øjnene og vinke til os. Hushjælpen Vestina, som vi har tildelt et separat afsnit på bloggen, græd da vi tog afsked, og det var næsten ikke til at bære, at vi, ligesom alt for mange andre har gjort i hendes 19-årige liv, skulle forlade hende…
Det har været utroligt stærkt at opleve, at vi faktisk er kommet til at betyde så meget for de mennesker, vi har boet og arbejdet sammen med, at vi vil mangle, når vi er rejst. Det har på ingen måde været let at skulle sige farvel, og vi håber selvfølgelig vi får mulighed for at vende tilbage om ikke alt for mange år. Det er et stort privilegium at få sin helt egen rwandiske familie, som åbner sit hjem og tager een til sig som et fuldgyldigt medlem, og det føles nærmest umuligt at gengælde en sådan gæstfrihed.
Vi befinder os nu i Kigali, på One Love Guesthouse, som opererer med African Time og det hele – vi går rundt og kigger i byen, har solbadet en anelse, snakker om hvordan vi pakker alt vores grej på den mest hensigtsmæssige måde, forsøger at spise så meget frugt og så mange søde kartofler og bønner, at vores lagre er fyldt op til vi kommer hertil igen, nyder den smukke eftermiddagssol over bjergene, kører en hel del med motorcykeltaxi, fordi det er en leg, som aspirerer til at komme på listen over verdens sjoveste lege… Vi har det godt og vil nødig tage afsked med Rwanda, men vi glæder os også til at flyve lørdag aften og komme hjem til Danmarks lyse nætter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar