Vel hjemme igen på snart tredie måned har vi nu lagt sidste hånd på vores fotoudstilling og i løbet af den næste uge skulle filmen gerne blive færdig.
Bloggen her vil ikke længere blive opdateret, til gengæld dukker vi snart op på www.LittleYellowDocs.dk, hvor udstillingsplan, foredragskalender og kontaktinformationer vil blive lagt ud!
På Gensyn!
tirsdag den 28. august 2007
lørdag den 23. juni 2007
- Ane, Cecil, Ib Rene, Rwanda.
‘Go away’ var de sidste ord vi hørte fra Epiphanie, vores rwandiske mor, inden vi satte os ind i YWCA-bilen og kørte mod Kigali. Kvinden, som vi har fået uendelig stor respekt for, og som vi er kommet til at holde meget af, gav os et knus og sagde, vi skulle gå; hun skulle ikke nyde noget af at stå med tårer i øjnene og vinke til os. Hushjælpen Vestina, som vi har tildelt et separat afsnit på bloggen, græd da vi tog afsked, og det var næsten ikke til at bære, at vi, ligesom alt for mange andre har gjort i hendes 19-årige liv, skulle forlade hende…
Det har været utroligt stærkt at opleve, at vi faktisk er kommet til at betyde så meget for de mennesker, vi har boet og arbejdet sammen med, at vi vil mangle, når vi er rejst. Det har på ingen måde været let at skulle sige farvel, og vi håber selvfølgelig vi får mulighed for at vende tilbage om ikke alt for mange år. Det er et stort privilegium at få sin helt egen rwandiske familie, som åbner sit hjem og tager een til sig som et fuldgyldigt medlem, og det føles nærmest umuligt at gengælde en sådan gæstfrihed.
Vi befinder os nu i Kigali, på One Love Guesthouse, som opererer med African Time og det hele – vi går rundt og kigger i byen, har solbadet en anelse, snakker om hvordan vi pakker alt vores grej på den mest hensigtsmæssige måde, forsøger at spise så meget frugt og så mange søde kartofler og bønner, at vores lagre er fyldt op til vi kommer hertil igen, nyder den smukke eftermiddagssol over bjergene, kører en hel del med motorcykeltaxi, fordi det er en leg, som aspirerer til at komme på listen over verdens sjoveste lege… Vi har det godt og vil nødig tage afsked med Rwanda, men vi glæder os også til at flyve lørdag aften og komme hjem til Danmarks lyse nætter.
Vestina...
Vestina, søde, hjertelige elskelige Vestina. Hun er 19 år, forældreløs og har allerede tjent i flere hjem. Hendes arbejdsdag starter senest klokken 5 og slutter ved midnat, hvis ikke efter. Hun laver mad, gør rent, vasker tøj, tager sig af familiens drenge… Kort fortalt er det hovedsagligt hende som holder hjemmet kørende med en smule hjælp fra en anden pige. Men Vestina er noget ganske særligt. Hun kan ikke rigtig lave mad, hun er ikke særligt god til at gøre rent, men hun kan få smilet frem hos enhver. Selv familiens drenge, som ikke synes at være af mange ord, og som ofte synes at have langt til latter og smil, snakker og griner højlydt med Vestina, de leger, råber og skriger; de bliver børn.
Med Vestina eablerede vi aldrig et ordløst univers, Vestina etablerede for os et multi-sproget univers, hvor hun uden at vi på noget tidspunkt har været klar over helt præcist hvordan, har fortalt os at hun er bange for køer, at køerne spiser Ane, at hun gerne vil være Cecils mor og at hun har så travlt, at hun gerne vil have hjælp til at dække bordet… Og nej, det er ikke oversættelser vi selv har fundet på!
Det er umuligt at forklare hvorvidt en pige, med så udstående fortænder, at de ligger mere vandret end Kivu søens overflade, og så hjerteligt et grin, at blot vi hører det, selv må rulle på gulvet af latter, er. Hvorledes hun hver dag, når en lille bid af det rwandiske syntes uforståeligt, grinende bankede på døren og ventede på det næste skridt.
Vestina.
Vestina forstod vores humor og vi forstod hendes. Eller måske vi aldrig forstod hinanden og morede os derover. For at blive bedre i stand til at forklare Jer derhjemme bestemte vi os en dag for at optage hendes grin på MP3.
Situationen forløb således:
Ane var af uvisse årsager i gang med at se på hvilken facon to mangosten gjorde sig bedst i hendes mund. Cecil tog billeder. Vestian så billederne. Hvad der videre skete indeholder tårer, latterkramper, imitation af dyrelyde, et blåt mærke på Cecils arm efter Vestinas fortænder (ville hun mon kysse eller bide den hvide hud?), svingture…. Eller var det flere dage, et utal af situationer?
Et absurditeters univers, så sort som kul, så mørkt som den smukke rwandiske nat, så dybt som filippinergraven, så befriende, så behageligt, så sikkert og overraskende, og dog så sårbart og følsomt. Den konstante snert af fortrolighed, et lille moment, en stille stund, hvor vi endnu en gang kom sprogligt til kort, hvor vi blot kune ae Vestinas arm, holde om hende og med overflødige ord, fortælle at vi vil savne hende….
fredag den 15. juni 2007
OUT OF control in AFRICA
Ane omringet af henved 200 rwandiske børn på en folkeskole - de får vist sjældent besøg af så smukke mzunguer.
In the Field
En gruppe af forældreløse børn sidder foran os på lave bænke. Vi er med YWCA in the field og med Epiphanie, vores værtsmor, som tolk får vi fortalt børnenes historier. De bor hos plejefamilier, nogle er blevet smidt ud, har allerede skiftet hjem flere gange; andre er selv flygtet på grund af forskellige former for mishandling. Spektret af krænkelser rækker fra ikke-opfyldte rettigheder over regulære tæv til seksuelt misbrug. Inden vi gik ind i huset fortalte Epiphanie blot een historier af mange. En lille piges historie. Allerede som spæd var hun folkedrabsvidne og efterfølgende forældreløs. Eet af de mange spædbørn som blev fundet som spredt med let hånd på marker og i bushen. Børnehjem, der ikke fungerede, blev på et tidspunkt lukket af regeringen med krav om, at alle familier skulle tage et barn hver. Pigens plejefamilie mishandlede hende på måder som ikke skal nævnes her. Rygter om Giving Hope projektet under YWCA nåede hende og et møde med et overhoved fra en såkaldt child-headed family, en forældreløs familie, resulterede i, at hun kunne bo hos dem. ‘They have suffered, that is why they are strong!’ forklarer Epiphanie.
Nu sidder de her foran os og skal forælle deres drømme for fremtiden. Det er umiddelbart forholdsvis håndgribelige drømme og håb. De ønsker sig skoleuniformer og ‘medical insurance’. En hurtig håndsoprækning viser tydeligt at ønsket om forsikring er første prioritet. Epiphanie lover at YWCA vil betale. YWCA, som i forvejen ikke ved om deres projekter kan fortsætte næste år på grund af manglende sponsorer…
Vi nikker, smiler, beundrer børnenes produktion af kurve og bordskånere for at tjene til dagen og vejen, skolepenge og -uniform. Der er ikke så meget at sige, tilføjelser virker ligegyldige.
Der sker noget. Et par flygtige smil og ord mellem børnene. ‘They would like to show you their happiness, that their life is not only sad’ forklarer Epiphanie som et par børn forlader rummet. De kommer tilbage med en tromme. De synger alle for os, tre af pigerne danser.
Vi takker. Det er blevet tid til at gå. Takker for deres historier, at vi måtte filme og fotografere, indirekte at vi måtte komme vadende ind i deres liv to timer en tilfældig eftermiddag og kikke blåøjede til. Vi har medbragt en værtsgave, en af de fodbolde som AGF gav os med herned. Mens vi pumper bolden, vælger gruppen en ‘President of Ball’, som straks er klar til at tage imod, varetage og passe på. Der er smil og latter i gruppen, bolden flyver rundt, vi fotograferer og som Cecil viser de digitale fotos fra kameraets skærm frem, stiger stemningen. Hun omringes af henved ti-femten børn, alle ivrige efter at se forevigelserne. Vi har svært ved at give slip og komme derfra…
‘This is why I can’t leave this job, eventhough I’m tempted’ siger Epiphanie som vi med håbet i behold kører derfra og lader en flok smilende børn vinkende og boldspillende bag os.
Lige nu smiler de…
Nu sidder de her foran os og skal forælle deres drømme for fremtiden. Det er umiddelbart forholdsvis håndgribelige drømme og håb. De ønsker sig skoleuniformer og ‘medical insurance’. En hurtig håndsoprækning viser tydeligt at ønsket om forsikring er første prioritet. Epiphanie lover at YWCA vil betale. YWCA, som i forvejen ikke ved om deres projekter kan fortsætte næste år på grund af manglende sponsorer…
Vi nikker, smiler, beundrer børnenes produktion af kurve og bordskånere for at tjene til dagen og vejen, skolepenge og -uniform. Der er ikke så meget at sige, tilføjelser virker ligegyldige.
Der sker noget. Et par flygtige smil og ord mellem børnene. ‘They would like to show you their happiness, that their life is not only sad’ forklarer Epiphanie som et par børn forlader rummet. De kommer tilbage med en tromme. De synger alle for os, tre af pigerne danser.
Vi takker. Det er blevet tid til at gå. Takker for deres historier, at vi måtte filme og fotografere, indirekte at vi måtte komme vadende ind i deres liv to timer en tilfældig eftermiddag og kikke blåøjede til. Vi har medbragt en værtsgave, en af de fodbolde som AGF gav os med herned. Mens vi pumper bolden, vælger gruppen en ‘President of Ball’, som straks er klar til at tage imod, varetage og passe på. Der er smil og latter i gruppen, bolden flyver rundt, vi fotograferer og som Cecil viser de digitale fotos fra kameraets skærm frem, stiger stemningen. Hun omringes af henved ti-femten børn, alle ivrige efter at se forevigelserne. Vi har svært ved at give slip og komme derfra…
‘This is why I can’t leave this job, eventhough I’m tempted’ siger Epiphanie som vi med håbet i behold kører derfra og lader en flok smilende børn vinkende og boldspillende bag os.
Lige nu smiler de…
Svedende Søndag
Udsigten fra bilens vinduer er frodige Gitarama og omgivelser i gråvejr, musikken på anlægget er tilbagelænet sydafrikanske rytmer og sang, chaufføren er vores værtsfar, Joseph, og vi er på vej til ’sport’. Stemningen er lagt, vi er glade og glæder os til at røre os, forbrænde et par madbananer og alt for meget ris spist efter klokken 22.30.
Et lokale, dunkelt belyst, ligger for os og et par mænd står og varmer op, et par andre piller ved musikanlægget. Der lugter af halvgammel fest, vi er havnet i Gitaramas natklub en søndag formiddag. Luften er allerede tyk og tanken om kollektiv sved synes ikke synderligt tiltalende.
Flere kommer til og vi starter stille med at løbe i cirkler til Dire Straits. Vores selskab er en flok lokale, hovedsagligt mænd, klædt i alt fra halvfemsernes Reebok og Adidas til T-shirts med diverse amerikanske rappere. Musikken skifter og tempoet dermed, Stevie Wonder kommer til og følges op med halvfemser-halbal-pop.
Sveden pibler langsomt frem. Pinligt? En ram lugt af sved hænger i luften, som nu er så tyk at den næsten kan tygges og smages. Er det mig, der lugter eller min sidemand? Pinligheden slås fast, men fordufter ligeså hurtigt, da et par dråber sved fanger lyset idet de falder fra instruktørens næse mod gulvet. Sved er ligegyldigt...
Rytmen bevæger vores kroppe, en varme og pulseren, musikken har fået kontrol og tilstedeværelsen i nuet griber sindet. Verden omkring forsvinder og kroppen bliver rummet. Musikken fortsætter. Bevægelserne skifter. Vi løber i cirkler, hopper i cirkler, danser lidt. Grebet af stemningen, svedende og smilende.
Rygsækkens indhold egnede sig ikke godt til sport, men her er alt ligegyldigt, udholdenhed er noget kroppen bestemmer og forfængelighed er for et øjeblik ikke en del af bevidstheden. Summen i muskler og blikke fra de andre.
Vi stopper, strækker en smule ud, alle stadig smilende og svedende... Klapper hinanden i hænderne som et ’tak for kampen’ inden vi forlader mørket til fordel for formiddagslyset. I morgen starter en ny uge og på søndag er vi klar igen!
(Knock knock... Gunnar hvem? ’Go Native’, jep, dårlig navnejoke nu med antro-vinkel, det er skønt at være plat, i morgen får I den med Justin!)
Et lokale, dunkelt belyst, ligger for os og et par mænd står og varmer op, et par andre piller ved musikanlægget. Der lugter af halvgammel fest, vi er havnet i Gitaramas natklub en søndag formiddag. Luften er allerede tyk og tanken om kollektiv sved synes ikke synderligt tiltalende.
Flere kommer til og vi starter stille med at løbe i cirkler til Dire Straits. Vores selskab er en flok lokale, hovedsagligt mænd, klædt i alt fra halvfemsernes Reebok og Adidas til T-shirts med diverse amerikanske rappere. Musikken skifter og tempoet dermed, Stevie Wonder kommer til og følges op med halvfemser-halbal-pop.
Sveden pibler langsomt frem. Pinligt? En ram lugt af sved hænger i luften, som nu er så tyk at den næsten kan tygges og smages. Er det mig, der lugter eller min sidemand? Pinligheden slås fast, men fordufter ligeså hurtigt, da et par dråber sved fanger lyset idet de falder fra instruktørens næse mod gulvet. Sved er ligegyldigt...
Rytmen bevæger vores kroppe, en varme og pulseren, musikken har fået kontrol og tilstedeværelsen i nuet griber sindet. Verden omkring forsvinder og kroppen bliver rummet. Musikken fortsætter. Bevægelserne skifter. Vi løber i cirkler, hopper i cirkler, danser lidt. Grebet af stemningen, svedende og smilende.
Rygsækkens indhold egnede sig ikke godt til sport, men her er alt ligegyldigt, udholdenhed er noget kroppen bestemmer og forfængelighed er for et øjeblik ikke en del af bevidstheden. Summen i muskler og blikke fra de andre.
Vi stopper, strækker en smule ud, alle stadig smilende og svedende... Klapper hinanden i hænderne som et ’tak for kampen’ inden vi forlader mørket til fordel for formiddagslyset. I morgen starter en ny uge og på søndag er vi klar igen!
(Knock knock... Gunnar hvem? ’Go Native’, jep, dårlig navnejoke nu med antro-vinkel, det er skønt at være plat, i morgen får I den med Justin!)
Dancing Queen
Det skulle være så moderne, det der med at gå til afrikansk dans. Og I dag erfarede jeg for anden gang I mit liv, at det faktisk er ret så sjovt og ret så fantastisk at danse på afrikansk. Vi var med Alice fra YWCA henne på en eng, hvor en sang- og dansegruppe øvede sig, og vi troede egentlig vi blot kunne gemme os bag hhv. video- og spejlreflekskamera og derfra beundre stemmerne og bevægelserne foran os. Men så let gik det ikke. Mens Ane gik rundt og så professionnel ud med filmudstyret, blev jeg omringet af kvinder, som klædte mig på til dans på rwandisk vis og hev mig med ned til resten af gruppen. Jeg blev placeret foran, midtfor, og så handlede det ellers bare om at komme I gang. Jeg grinede, lettere eksalteret, en anelse forvirret og temmelig kejtet, kiggede på de temmelig kompetente kvinder og forsøgte at gøre som de. Og der skal på ingen måde herske tvivl om hvorvidt det kan løfte stemningen I en hvilken som helst rwandisk forsamling, når mzunguen bevæger hofterne og ‘goes native’. Jeg gjorde hvad jeg kunne, trak lidt på erfaringen fra gymnastik på friskolen i 1993 og lod mig rive med af stemningen. Pludselig så man Cecil danse rundt på en eng I Rwanda, med klæde bundet om hofterne og med armene nonchalant flagrende I luften. Så har man da gjort hvad man kunne for at blive een af dem.
En enkelt uge har vi tilbage I Rwanda; landet, som vi har kastet vores kærlighed på… vi er rigtig godt I gang med filmningen, nærmest færdige, faktisk. Vi har filmet Epiphanie på kontoret, I hjemmet, I felten blandt alle de børn, Giving Hope-projektet hjælper, vi har filmet dans og sang på ægte rwandisk vis, vi har filmet solopgang over bananpalmerne, solnedgang bag bjergene… vi er snart ved at være der. Og vi glæder os rigtig meget til at komme hjem og klippe og redigere og lave verdens bedste etnografiske Rwanda-film.
Vi havde nok aldrig troet, at vi skulle falde sådan til, på bare sølle fem uger, men her sidder vi på ungpige-værelset, afrikanske mor er på universitetet, afrikanske far går rundt ude I haven, afrikanske lillebror 1 og 2 sidder og ser kenyansk quiz på tv I stuen… og som Alice, en elskelig ung kvinde, som arbejder hos YWCA, sagde her til aften: “You are Epiphanies daughters. She loves you!”. På trods af sporadiske misforståelser og frustrationer, kan vi ikke sige os fri for en til stadighed voksende følelsesmæssig tilknytning til menneskerne, stederne, duftene, lydene, lyset. Det bliver svært at tage afsked.
Landet overrasker os gang på gang; vi har haft lange, undrende snakke om hvordan det kan lade sig gøre for et land, som dannede rammen om et mere end forfærdeligt folkedrab for kun 13 år siden, at være så velorganiseret, velfungerende og dejligt. Man skal naturligvis ikke lukke øjnene for de enorme problemer, som hersker I landet, såsom HIV/AIDS og fattigdom, men det er på den anden side både interessant og vigtigt at vende fokus mod andre ting: Fx er plasticposer forbudt pga. miljøhensyn, og da præsidenten en dag kørte gennem Gitarama og så folk med plasticposer, fyrede han borgmesteren, og der er snart valg til den ny. Og for de, som får gode karakterer I secondary school er det nationale universitet, som er det bedste, gratis for de studerende, som ovenikøbet får tag over hovedet, låner bøger kvit og frit og får lommepenge hver måned. Og infrastrukturen er forholdsvis god. Busserne er ikke overfyldte, mange veje er asfalterede. En gang om måneden er der communal work; alle skal arbejde for staten, og arbejdet kan fx bestå I at gøre rent I det offentlige rum.
Desuden siger præsidenten, at folk bør undgå at gå I bare tæer, vist nok af hygiejnehensyn, ligesom sundhedsministeren opfordrer borgerne til at stoppe med at hilse på den traditionelle måde, som involverer en hel del hand-shaking, for at undgå spredning af bakterier.
Imponerende. og lidt skræmmende.
Dette land har uden tvivl sat sig spor I os – vi er taknemmelige
Nye venner
Vi har fået rigtig mange gode venner I Rwanda; både store og små, rige og fattige. I går blev venneflokken udvidet med 15 gadebørn! Forleden sagde vi hej til nogle af de dejlige unger med glimt I øjet og frække smil – I går blev vi modtaget af knus, da vi passerede deres gadehjørne, og pludselig havde vi en stor gruppe børn, som sagde ‘how are you?’ ‘bonjour’ og ‘ca va?’ hele tiden, mens de i gadedrengehop forsøgte at følge med de to mzunguer (hvide). Vi gik, som to rottefængere, nu uden rotter men med rwanderbørn I en hale efter os gennem hele kvarteret. Og alle I nabolaget kiggede forvirret ud på gaden og grinede, og børnene grinede af mzunguerne, og mzunguerne grinede af sig selv og børnene og naboerne og hele situationen. Og sådan gik det til, at vi, som I øvrigt ikke mangler opmærksomhed hernede generelt, nu er kendt I hele kvarteret som de to mzunguer, som hopper afsted med alle gadebørnene. Det er da ikke så ringe endda.
Børnefødselsdag?
… og så sad vi der ved spisebordet, den pæne dug var på, sandkagen var dekoreret med frugt og lys og slikkepinde, de to drenge på hhv. 7 og 10 sad for hver sin ende af bordet, og Ane og jeg på hver vores side. Der var to tomme pladser – de tilhørte moren og faren i vores rwandiske familie. De havde nemlig ikke tid til at fejre deres søns 10 års fødselsdag, for moren skulle på universitetet, og faren skulle på sygehuset med mad til sin gamle mor. Derfor måtte vi tage over og lave børnefødselsdag, og Anes tricks tøede drengene op, så aftenen blev vældig hyggelig.
(Fra Anes noter):
"Vi forstår ikke familiens drenge, og de forstår slet ikke os. Den manglende etablering af et ordløst univers gør det blot endnu sværere. Vi spørger og de svarer. Sådan er det hver dag. De forstår ikke vores spørgsmål og de svarer med en lyd, som kunne være både ‘ja’ og ‘nej’. Nu skal vi fejre den ældstes fødselsdag. Det høje humør og legetante-genet finder vi frem. A4 papir foldes til alles glæde og lege findes på. Drengene leger og vi leger og pludselig leger vi sammen. I et forsøg på at løfte stemningen højere, hiver vi trumfen ud af ærmet: den leg som i øjeblikket befinder sig på førstepladsen på listen over ‘Verdens Sjoveste Lege’: Legen, hvor man med afslappet ansigt laver sit bedste hesteprust foran et digital kamera og efterfølgende beundrer resultatet, som ved vellykkede prust er yderst grinagtige.
Således går det til at vi morer os over vor egen grimhed, selvironi i bedste kvalitet, mens to rwandiske drenge som stenstøtter ser til! Om de fortrækker en mine? Så meget som blot løfter en del af mundvigen et par millimeter?
Drengenes manglende morskab gør denne dags tragikomiske udtryk endnu værre. Tilnærmelsesvis sarkastisk tilrettelagt, en dag fødselaren nok aldrig glemmer.
Mad, bordbøn. Alle folder hænderne og ser ned. Cecil og drengene venter på mine takkende ord, men det eneste, der forlader min mund er et tørt og monotont: ‘I dag er det hans fødselsdag, hurra, hurra, hurra’ Sidste tre tørre ord, udtalt uden melodi får Cecil til at bryde sammen af grin. Det er stadig synd for drengene…
Aftenen slutter med kage og slik fra forældrene. Drenge piller nysgerrigt discount-slik med plastik-lir ud til skue. En stor slikkepindssut med plastikmund til hver. Sut i mund=plastikmunden ligner ens eget gebis. Drengene fanger den ikke. De skiller det ad. Mens den ældste bøvler med at binde munden fast til sine ører med et stykke ikke-elastisk nylonsnor propper den yngste hele PVC-gebisset ind bag sine egne læber og således sidder han, med savl i mundvigen, stadig uden at fortrække en mine, den næste halve time…
Hvad der videre skete? Jeg ved det ikke. Erindrer kun en lille mand ved navn Ironi kaste op af grin i det bagerste af mit sind. Et held jeg ikke græd undervejs."
Vi kan dog ikke lade være med at være lidt skuffede på den unge fødselars vegne; det er ikke meget, forældre og børn i denne familie får set til hinanden, når mor arbejder fra 07:30 til 18 hvorefter hun tager direkte på universitetet, og når far også kommer sent hjem fra arbejde hver dag. Også når sønnen har fødselsdag…
Men vi forsøger at acceptere, at det er vilkårene, når man som rwandisk familie vil klare sig, og klare sig godt, tjene penge, så børnene kan få den bedste uddannelse, og når man I øvrigt brænder for gennem sit arbejde at gøre en forskel I sit land. Det er på ingen måde op til os at dømme, hvorvidt ofrene er for store; vi kan blot tage hatten af for, at der findes mennesker, som forfølger deres drøm om en lys fremtid for Rwanda.
onsdag den 6. juni 2007
Når det indimellem er så svært...
Når et lille barn med bare fødder og store øjne lægger sin hånd på din arm. ‘Amafaranca’. Spørger efter penge til mad. 100 franc, som når de er rwandiske, svarer til een dansk krone...
Ikke en tur i Kigalis gader uden disse gadens børn, som smiler og takker, hvis blot du giver et lille stykke frugt….
Men hvor er grænsen? Hvem skal have, hvem skal ikke? Er de organiserede som i Bangkok, hvor en mafia styrer tiggerne i mange -hvis ikke alle- kvarterer? Er det okay at sige nej? Hvis ikke, er det så okay at vise, at det at tigge er en måde at overleve på? Burde vi ikke lægge den lille mængde kapital i butikkerne? Tænke ‘bæredygtig ulandshjælp’? Men er dét okay, når der lige foran dig står et lille sultent barn??
Ikke en tur i Kigalis gader uden disse gadens børn, som smiler og takker, hvis blot du giver et lille stykke frugt….
Men hvor er grænsen? Hvem skal have, hvem skal ikke? Er de organiserede som i Bangkok, hvor en mafia styrer tiggerne i mange -hvis ikke alle- kvarterer? Er det okay at sige nej? Hvis ikke, er det så okay at vise, at det at tigge er en måde at overleve på? Burde vi ikke lægge den lille mængde kapital i butikkerne? Tænke ‘bæredygtig ulandshjælp’? Men er dét okay, når der lige foran dig står et lille sultent barn??
Stadig i Kigali
Man kunne sagtens foranlediges til at tro, at Rwandas hovedstad er kaotisk, beskidt og stressende, men vi må her skynde os at dementere alle fordomme om Kigali! Byen er farverig og charmerende, rolig, tryg og overskuelig – og standarden for oprydning og rengøring i gaderne er en del højere end i Århus. Vi har gået ture, har udforsket kvartererne og købt ting og sager, som vi begge mener er uundværlige. Vi føler os rigtig godt tilpas og nyder klimaet, kigger på mennesker, snakker med mennesker, snakker med os selv, spiser mad og drikker kaffe og passionsfrugtjuice. Vi er mildest talt imponerede over denne by, som sammenlignet med fx Ugandas hovedstad Kampala er en lille oase! Dog må vi erkende, at guidebogen har ret: der er ikke meget at se i Kigali. Altså udover alt det man ser, når man går rundt og leger eventyrer. Og udover Kigali Memorial Center, som vi har valgt at give et afsnit for sig – se nedenfor.
I søndags var vi med vores værtsmor og hendes to sønner på besøg hos datteren Flora, som går på secondary school. Der er besøgsdag een gang om måneden, og ellers ser de unge mennesker, som vel at mærke går på secondary school fra de er tolv til de er atten, kun deres forældre i ferierne. Floras skole er udelukkende for piger, og de skal have deres skoleuniform på hver dag, ligesom kortklippet hår er påbudt. Der er 14 sovesale med plads til i alt 700 elever, hvilket betyder at pigerne deler værelse med 49 andre, og da det ikke er muligt at forlade skolens område, er det en temmelig begrænset verden, pigerne skal leve deres teenage-liv i. Skolen er dog anerkendt, og forældrene var tydeligvis fra well-to-do-familier. Epiphanie brokkede sig over at alle pigerne bliver tykke, fordi de bliver fodret med ugali (en klæg masse af majsmel og vand), og for Flora er det et stort problem, at hun ikke må drikke vand udenfor spisetiderne, da hun døjer med nyreproblemer. Det var yderst interessant at stifte bekendtskab med denne skoleform; at prøve at forstå de vilkår, alle rwandiske børn og unge under uddannelse må indrette sig under, og at erfare, at pigerne på trods af de allestedsnærværende regler virkede glade og velfungerende.
I går, tirsdag, blev vi ramt af krisen, som jo burde komme… Vi er dog så glade, sådan generelt, at vi ikke nåede at lade os slå helt ud, selvom Cecils bærbare mac pludselig var helt tom, og vores flere tusinde fotografier fra de sidste uger, samt Cecils elektroniske liv de sidste fire år, var helt og aldeles væk. Efter nogle timer på café med trådløst net, flere kopper kaffe og en del smser og emails til computer-venner I DK åbenbarede den kære mac, hvad den hele dagen havde skjult: alle vores dokumenter og billeder! Så nu er vi endnu mere glade, og har drukket noget mere kaffe og hævet nogle flere penge. Ih hvor det kører.
YWCA har ændret program i denne uge pga. Gacaca (se nedenfor), så vi bliver først hentet på torsdag. Vi bliver derfor i Kigali endnu en dag, drikker lidt mere kaffe, lidt mere passionsjuice og kigger lidt mere på os selv, hinanden og verden.
I søndags var vi med vores værtsmor og hendes to sønner på besøg hos datteren Flora, som går på secondary school. Der er besøgsdag een gang om måneden, og ellers ser de unge mennesker, som vel at mærke går på secondary school fra de er tolv til de er atten, kun deres forældre i ferierne. Floras skole er udelukkende for piger, og de skal have deres skoleuniform på hver dag, ligesom kortklippet hår er påbudt. Der er 14 sovesale med plads til i alt 700 elever, hvilket betyder at pigerne deler værelse med 49 andre, og da det ikke er muligt at forlade skolens område, er det en temmelig begrænset verden, pigerne skal leve deres teenage-liv i. Skolen er dog anerkendt, og forældrene var tydeligvis fra well-to-do-familier. Epiphanie brokkede sig over at alle pigerne bliver tykke, fordi de bliver fodret med ugali (en klæg masse af majsmel og vand), og for Flora er det et stort problem, at hun ikke må drikke vand udenfor spisetiderne, da hun døjer med nyreproblemer. Det var yderst interessant at stifte bekendtskab med denne skoleform; at prøve at forstå de vilkår, alle rwandiske børn og unge under uddannelse må indrette sig under, og at erfare, at pigerne på trods af de allestedsnærværende regler virkede glade og velfungerende.
I går, tirsdag, blev vi ramt af krisen, som jo burde komme… Vi er dog så glade, sådan generelt, at vi ikke nåede at lade os slå helt ud, selvom Cecils bærbare mac pludselig var helt tom, og vores flere tusinde fotografier fra de sidste uger, samt Cecils elektroniske liv de sidste fire år, var helt og aldeles væk. Efter nogle timer på café med trådløst net, flere kopper kaffe og en del smser og emails til computer-venner I DK åbenbarede den kære mac, hvad den hele dagen havde skjult: alle vores dokumenter og billeder! Så nu er vi endnu mere glade, og har drukket noget mere kaffe og hævet nogle flere penge. Ih hvor det kører.
YWCA har ændret program i denne uge pga. Gacaca (se nedenfor), så vi bliver først hentet på torsdag. Vi bliver derfor i Kigali endnu en dag, drikker lidt mere kaffe, lidt mere passionsjuice og kigger lidt mere på os selv, hinanden og verden.
...Nedenfor!
Som lovet vil dette afsnit beskæftige sig med Gacaca og Kigali Memorial Center, to alvorlige emner med direkte forbindelse til det frygtelige folkedrab som nu ligger 13 år tilbage, men stadig er allestedsnærværende i rwandernes sorg og måske mest i deres styrke.
Lidt udenfor Kigalis centrum, i endnu en bydel i voldsom vækst, ligger et hvidt hus, som udgør et museum, et mindecenter, et informationscenter, undervisningscenter og ikke mindst det sidste hvilested for 259.000 mennesker, et tal som er støt stigende som flere massegrave opdages i Kigali. En arkitektonisk genistreg synes huset at være. En kælder fører dig rundt, som i et åbent sneglehus, blandt politik og personhistorier fra folkedrabet fortalt i fotos, ord og små filmsekvenser. Mellem udstillingerne præsenterer åbninger til det udefrakommende dagslys, brudt af glasmosaikker, kælderens center med hvide skulpturer af menneskekroppe, der svinger sig i omfavnelse af hinanden. Udstillingens sidste rum er personlige ejendele, ødelagte kranier, knogler og familiefotos. Mindetavler for de overlevende, heltene og ofrene.
Ovenpå præsenteres to separate udstillinger, hvor den første informerer om folkedrab (genocide) i mere generelle termer, samt beskriver folkedrab i det 20. århundrede. Den anden udstilling er til minde om de børn, som skulle have udgjort Rwandas fremtid.
Et stort foto af en lille pige.
Navn: Yvonne
Alder: 7
Livret: ris med sauce
Yndlingsbeskæftigelse: lege med far
Kendetegn: en rigtig ‘fars pige’
Dødsårsag: døde da en håndgranat blev smidt ind i badet til hende og hendes lillebror.
Vor barndoms venindebøger, nu med et ekstra felt at udfylde. ‘Mast mod en mur’ afløser ‘machete hug’, rædsel på rædsel, dog sobert og smukt fremstillet.
En rosenhave omgiver huset. Her ligger Kigalis til nu fundne ofre for folkedrabet begravet. Udenfor haven ligger et stykke uudnyttet jord. De ved, at de vil finde flere døde, som Gacaca skrider frem…
Gacaca, løsningen på retfærdighed og dårlig økonomi, blandet med et tilsyneladende uendeligt antal af skyldige. De som svingede macheterne og kastede granaterne i 1994 bliver stillet til regnskab med fængselsdomme. Men at bringe så mange mennesker for en domstol vil tage circa 200 år…
Gacaca er oprindeligt en procedure for problemløsning på landsbyplan. Man satte sig i skyggen og snakkede tingene igennem over lidt traditional banan-øl. I dag er Gacaca de lokale, der dømmer deres skyldige. Hvert distrikt har sin ugentlige Gacaca-dag, hvor man mødes, og de skyldige træder frem og tilstår. Alle var vidner dengang, alle er vidner i dag. Og således dømmes der hver dag skyldige, således findes flere massegrave og ad denne vej italesættes
rædslerne, fællesskabet styrkes og retfærdighed sker fyldest.
Lidt udenfor Kigalis centrum, i endnu en bydel i voldsom vækst, ligger et hvidt hus, som udgør et museum, et mindecenter, et informationscenter, undervisningscenter og ikke mindst det sidste hvilested for 259.000 mennesker, et tal som er støt stigende som flere massegrave opdages i Kigali. En arkitektonisk genistreg synes huset at være. En kælder fører dig rundt, som i et åbent sneglehus, blandt politik og personhistorier fra folkedrabet fortalt i fotos, ord og små filmsekvenser. Mellem udstillingerne præsenterer åbninger til det udefrakommende dagslys, brudt af glasmosaikker, kælderens center med hvide skulpturer af menneskekroppe, der svinger sig i omfavnelse af hinanden. Udstillingens sidste rum er personlige ejendele, ødelagte kranier, knogler og familiefotos. Mindetavler for de overlevende, heltene og ofrene.
Ovenpå præsenteres to separate udstillinger, hvor den første informerer om folkedrab (genocide) i mere generelle termer, samt beskriver folkedrab i det 20. århundrede. Den anden udstilling er til minde om de børn, som skulle have udgjort Rwandas fremtid.
Et stort foto af en lille pige.
Navn: Yvonne
Alder: 7
Livret: ris med sauce
Yndlingsbeskæftigelse: lege med far
Kendetegn: en rigtig ‘fars pige’
Dødsårsag: døde da en håndgranat blev smidt ind i badet til hende og hendes lillebror.
Vor barndoms venindebøger, nu med et ekstra felt at udfylde. ‘Mast mod en mur’ afløser ‘machete hug’, rædsel på rædsel, dog sobert og smukt fremstillet.
En rosenhave omgiver huset. Her ligger Kigalis til nu fundne ofre for folkedrabet begravet. Udenfor haven ligger et stykke uudnyttet jord. De ved, at de vil finde flere døde, som Gacaca skrider frem…
Gacaca, løsningen på retfærdighed og dårlig økonomi, blandet med et tilsyneladende uendeligt antal af skyldige. De som svingede macheterne og kastede granaterne i 1994 bliver stillet til regnskab med fængselsdomme. Men at bringe så mange mennesker for en domstol vil tage circa 200 år…
Gacaca er oprindeligt en procedure for problemløsning på landsbyplan. Man satte sig i skyggen og snakkede tingene igennem over lidt traditional banan-øl. I dag er Gacaca de lokale, der dømmer deres skyldige. Hvert distrikt har sin ugentlige Gacaca-dag, hvor man mødes, og de skyldige træder frem og tilstår. Alle var vidner dengang, alle er vidner i dag. Og således dømmes der hver dag skyldige, således findes flere massegrave og ad denne vej italesættes
rædslerne, fællesskabet styrkes og retfærdighed sker fyldest.
BUGS part 1+2
BUG part I
Mellem vores projekter, når observatøren bliver deltager, er vi turister under fremmede himmelstrøg, danskere i sol… mellem kryb… Og således mødte vi vores første kryb i det rwandiske. Halvnøgne, brankede, danske, stegte pattegrise legede med aftersun, da en kakkerlak af fineste størrelse krøb forbi. Den ene lille gris sprang skrigende mod lagnernes sikkerhed, den anden lille gris iagttog krybet, men nægtede at gøre noget aktivt. Et halvhjertet forsøg på at fange mr. seks-ben med en papirkurv mislykkedes til fulde…
‘Nød lærer nøgen kvinde at spinde’ siges det, men halvt afklædte og langt fra kreative var vi. Kan man mase kakkerlakker med en mac? Med en bog? Vil man svine sine fine ting? Langsomme var tankerne, da en pludselig indskydelse fordrede et overraskelsesangreb på krybet med en kondisko. Lyden af en kakkerlak, der kvases er meget lig lyden af din fars faste greb om en syg akvariefisk under en aflivningsseance. Kvasende, knasende, tør, sprød… ubehagelig! Flugten blev taget mod et af værelsets lænestole. Og således stod vi. Før så stolte af hvor godt det hele gik. Nu ynkeligt skoldede, hver med møbel under fødderne og kik til skoen i hjørnet…
BUG part II
Så skete det! Vi mødte kryb nummer to! Var Rwanda et krybets land, ville vi konstant være i beredskab, men i stedet går vi uforberedte rundt, kikker på fugle og vender verdens gang. I en hyggelig gårdhave med kaffe og frokost, havde netop lagt vores filmnoter fra os og hvilede hovedet i dagens avis, da en grøn knæler (vort bedste bud på kræets art) som trold af en æske på bedste magiker-manér fik sig placeret på Cecils armlæn. Der sad han så prægtig, en forvokset vandrende pind med krop som et blad, og knælede let. Ventede på verden, monstro? Eller tog sig blot, som os, et hvil?
Et hyl afbrød den stille stund, da en forskrækket Cecil med en Nokia 3210 som bat, gav den knælende et velanrettet slag, som sendte dyret på en mindre himmelflugt med landing ved Anes fødder. ‘Jeg har det fint med hans tilstedeværelse’ brummede Ane bag avisen. Men tilstedeværelse var i denne formulering synonym med ‘dette ukendte dyrs præcise placering i forhold til os’, en tilstand som var overstået på ingen tid. Ane rejste sig for at lokalisere dyret, blot for at opdage ham på sine bukser, kravlende over knæet med kurs mod himlen. Endnu et slag blev tildelt det stakkels dyr, denne gang med avis. Men op ville han, kurs mod benene igen…. Ane med knæler, i slow motion om træ, midt i gårdhave. Cecil stadig chokeret. Mændene der skulle redde os? De så forundrede til, kunne ikke finde grunden til vort ramaskrig.
Nu venter vi på BUG part III, for trods forskrækkelse, byder Rwanda på nogle ganske humoristiske dyr!
lørdag den 2. juni 2007
Kigali opdatering...
Kaffe og te, trådløst internet og en masse umuzungus (hvide). Vores ophold i high class delen af Rwandas hovedstad har båret frugt: Vi har i dag sendt vores opgave mod Danmark. Består vi, er sommerferien startet og vi kan hellige os vores filmprojekt. I dage har indlæg til bloggen ligget klar på computeren, hvorfor der pt synes at være et overload af opdateringer og nye fotos.... Håber ikke de slagter tålmodige sjæle, for vi er ikke færdige!
Indtil onsdag er vi turister i Kigali, derefter tilbage i Gitarama hvor kameraet os venter!
Vi giver lyd!
P.S. Glenten er til fædrene!
Når elementer af en netop overstået dag synes absurde, tilnærmelsesvis ikke-eksisterende i deres høje grad af uvirkelighed, er det vel netop deres abnormalitet som skinner igennem, karrikeret, og belyser livets vante gang. Vi må i dag se tilbage på en sådan dag, som allerede nu, inden den er tilendebragt, synes absurd, uvirkelig og karrikeret. Vi må have vænnet os til en hverdag i dette land, trods det at alt er nyt hvert minut, har vi opbygget en vis fornemmelse af det næstkommende træk fra vores værter. I dag har vi været på egen hånd, måske var det allerede da, det gik galt...
Vi drog ikke med in the field i dag, vores guesthouse blev opholdsstedet mens vore fingre legede over tastaturet i håb om snarligt at færdiggøre vores eksamen. Dagen, hvor Ane købte ind på Kinyarwanda (lyder finere end det er, det drejede sig om to små poser peanuts og brugen af fire gloser, men hun syntes voldsomt stolt derefter!) og Cecil endnu en gang tålmodigt smilte til en ung rwandisk fyr, som ville høre (ofte direkte) om hun kunne skaffe ham en dansk kone.
Det gik fremad med opgaven, en baggage og opløftet følelse som bar os til Gisenyis marked. Vi købte frugt og grønt, satte os ned på stranden, spiste og snakkede, så på fugle og skyer, alt imens en voldsom mængde uniformerede mænd gik tilsyneladende tilfældigt rundt. Små regndråber tog med os beslutningen om at finde en kop kaffe. Blåstribede parasoller ledte vejen. En vagt fortalte at strandvejen var spærret, noget med præsidenten på regionsbesøg, men at vi blot kunne følge vejen til hotellet. ’Nta ki wa su’ ’no problem’, vi tullede videre, forbi jakkesætsklædte mænd. Nej, vi mødte ingen præsident, men jokede en del med det. Drak stempelkandekaffe i liggestole hos de fine. Men rastløshed drev os hurtigt mod vort eftermiddagsmøde med vore venner. Klokken femten, sharp, på molen... Vi var lidt forsinkede, kunne ikke helt finde vej, snakkede med et par vagter, et par soldater, så på de flyvende hunde i palmerne, glenterne i skyerne og spiste et par bananer. Vi fandt molen, men ikke vennerne. ’African time’ tænkte vi og dansede lidt. Solnedgangen og os selv, tja, det bad næsten om et foto, eller to, eller... Før vi viste af det stod den ene på hovedet, den anden i bro og diskussionen om hvorvidt hørbukser i modlys til forveksling ligner mande- eller kvindekrop. Bukserne blev rettet til mens en flok mænd på afstand iagttog. Bliver vi mere og mere immune overfor den voldsomme opmærksomhed?
Timerne gik. Der var flere fugle. Der var lys, skyer og smukt. Endnu en gang så fantastisk smukt.
Felix stod der, lige inden solens forsvinden og mørkets komme. ’you must go now, the president is coming to visit. The area is closed. All these men are soldiers and police in civil. They have asked if I know the two Umuzungu (hvide, red.) girls who have been here for so long. They want you to move. They are watching every move you make!’ Every move? Mon de værdsatte, at se os gå i bro og efterfølgende rette på bukser og bikinitrusser?
En øl og en juice med vennerne senere. De sad udenfor det afspærrede område og ventede... Vores forestillinger om African Time må slå os i hovedet, mens vi griner af vores dumhed....
Halvanden uge er gået, og vi er tusind oplevelser rigere!
Vi starter på køreturen til Gisenyi tirsdag aften, hvor vi bogstaveligt talt blev bjergtaget af Rwandas fantastisk smukke natur, som ingen ord kan beskrive tilfredsstillende. Det er intet under, at dette lille centralafrikanske land kaldes ’de tusind bjerges land’; overalt snor fine, runde bjerge sig omkring hinanden. Næsten al jord er delt op i små opdyrkede kvadrat-terrasser med afgrøder i alle nuancer af grøn, som blot brydes af de røde jordveje. I vejkanten vandrer rwanderne til og fra skole, marked, arbejde, og de bidrager til det smukke billede med deres farvestrålende klæder, de små børn på ryggen og store kurve fyldt med søde kartofler, gule vanddunke, bundter af meterlange sukkerrør eller blot en 80 kilo tung, grøn bananklase på hovedet. Vi kommer gennem små landsbyer, hvor butikkernes farvede facader stod som de fineste kulisser, hvor de fleste standsede og kiggede efter de hvide i bilen, hvor børnene leger, hvor kvinderne arbejder, hvor mændene bare er. Vi kører forbi Memorial Sites, hvor ofrene for folkedrabet mindes med fint anlagte bede omringet af malede sten. Alice, en elskelig 28-årig socialrådgiver, som er med os i bilen, siger sagte: ”hello my friends” og vinker mod mindestedet. Vi får gåsehud over hele kroppen og ved slet ikke, hvad vi skal gøre eller sige. Der er jo ingen ende på dette folkedrabs grusomheder, som på mange måder ligger udenfor vores fatteevne. Det er så svært at forstå, at alle de mennesker, vi møder, alle de steder, vi bevæger os, har været en del af det Rwanda, som for 13 år siden var selveste helvede på jorden. Vi er taknemmelige fordi vi får lov til at opleve og forsøge at forstå disse skæbner, som resten af verden nærmest har glemt... Og et eller andet sted føler vi, at disse indsigter forpligter; vi skylder alle disse mennesker at formidle deres skæbner!
Hen under aften ser vi det måske mest rørende og eventyrlige landskab, vi har oplevet til dato: Oppe fra bjergkanten kan vi se Lake Kivu og Congos bjerge i horisonten, mens dalen lige nedenfor ånder fred med alle dens grønne bananpalmer, røgen, som stiger op fra hver en lille hytte samt disen, som ligger som et blåligt, beskyttende tæppe og gør udsigten intet mindre end magisk.
torsdag den 24. maj 2007
Fascination
... må være dagens overskrift. Der er så meget at se, at opleve, at lugte til, at lytte til, at tænke over, her i Gitarama. I dag har vi både leget film-kvinder og antropologer, og det har været ekstremt lærerigt og meget, meget spændende. Vi prøver os frem i forhold til begge dele...
Vi har filmet nogle rigtig fine billeder samt nogle knap så tjekkede; vi er nu ved at have en idé om, hvad vi kan tillade os at filme hvornår, og hvilke billeder, som virker i forhold til vores historie. Det er svært, når man kommer som temmelig fremmed til et helt nyt sted, at fornemme, hvad som er ok at gøre med et kamera, og her er ekstremt mange smukke steder og mennesker, som vi så gerne vil have foreviget. Det er godt, at vi har en måned til at færdiggøre vores projekt – vores strategi er at opholde os rigtig meget i byen og på markedet, så vi efterhånden er kendte ansigter, og folk bliver trygge ved os.
Den antropologiske metode-del har vi derimod kortere tid til, for vi skal aflevere vores opgave på Moesgård næste mandag. Vi har dog allerede en ordentlig stak feltnoter, og til de, som kender Bronislav Malinowski, så føler vi os lidt som ham, når vi om aftenen sidder på værelset med pandelampen og skriver alting ned. Det er en temmelig god fornemmelse, kan vi hermed konstatere. I dag lavede vi en fokusgruppediskussion med medarbejderne på YWCA. Vi havde skrevet forskellige spørgsmål (vedrørende motivationer for arbejde) ned på papirstykker, som deltagerne efterhånden trak og diskuterede. Det var simpelthen så spændende, for de var alle sammen interesserede i at fortælle, hvad de havde på hjerte, og vi fik mange interessante informationer med derfra. Nu venter blot 6 timers transskription!
Det er meget rørende at opleve, hvordan rwanderne på den ene side har et stort menneskeligt overskud, som bl.a. kommer til udtryk i deres velvilje i forhold til os og vores projekt, mens de på den anden side gemmer på traumatiske oplevelser så voldsomme, at vi aldrig vil kunne forstå. Folkedrabets alvor ligger og lurer under overfladen og titter fra tid til anden op og viser sit angstprovokerende ansigt. Alle har mistet familie og venner, alle har følt frygten for macheterne – af de, som var børn under folkedrabet, har 99,9 % oplevet vold, 87,5 % har set døde kroppe eller kropsdele i forbindelse med krigen... Og rækken af sådanne facts slutter ikke her. Tallene får hårene til at rejse sig på armene – men statistik er blot et sølle udtryk for de grusomheder, som for rwanderne føles som i går, men som på mange måder ligger udenfor vores fatteevne. ’It never gets old’, som en kvinde sagde om folkedrabet.
Men på trods deraf skorter det ikke på glæde, taknemmelighed, gæstfrihed, hjertelighed...
Vi er glade for at være her, og vi nyder hvert minut!
Vi har filmet nogle rigtig fine billeder samt nogle knap så tjekkede; vi er nu ved at have en idé om, hvad vi kan tillade os at filme hvornår, og hvilke billeder, som virker i forhold til vores historie. Det er svært, når man kommer som temmelig fremmed til et helt nyt sted, at fornemme, hvad som er ok at gøre med et kamera, og her er ekstremt mange smukke steder og mennesker, som vi så gerne vil have foreviget. Det er godt, at vi har en måned til at færdiggøre vores projekt – vores strategi er at opholde os rigtig meget i byen og på markedet, så vi efterhånden er kendte ansigter, og folk bliver trygge ved os.
Den antropologiske metode-del har vi derimod kortere tid til, for vi skal aflevere vores opgave på Moesgård næste mandag. Vi har dog allerede en ordentlig stak feltnoter, og til de, som kender Bronislav Malinowski, så føler vi os lidt som ham, når vi om aftenen sidder på værelset med pandelampen og skriver alting ned. Det er en temmelig god fornemmelse, kan vi hermed konstatere. I dag lavede vi en fokusgruppediskussion med medarbejderne på YWCA. Vi havde skrevet forskellige spørgsmål (vedrørende motivationer for arbejde) ned på papirstykker, som deltagerne efterhånden trak og diskuterede. Det var simpelthen så spændende, for de var alle sammen interesserede i at fortælle, hvad de havde på hjerte, og vi fik mange interessante informationer med derfra. Nu venter blot 6 timers transskription!
Det er meget rørende at opleve, hvordan rwanderne på den ene side har et stort menneskeligt overskud, som bl.a. kommer til udtryk i deres velvilje i forhold til os og vores projekt, mens de på den anden side gemmer på traumatiske oplevelser så voldsomme, at vi aldrig vil kunne forstå. Folkedrabets alvor ligger og lurer under overfladen og titter fra tid til anden op og viser sit angstprovokerende ansigt. Alle har mistet familie og venner, alle har følt frygten for macheterne – af de, som var børn under folkedrabet, har 99,9 % oplevet vold, 87,5 % har set døde kroppe eller kropsdele i forbindelse med krigen... Og rækken af sådanne facts slutter ikke her. Tallene får hårene til at rejse sig på armene – men statistik er blot et sølle udtryk for de grusomheder, som for rwanderne føles som i går, men som på mange måder ligger udenfor vores fatteevne. ’It never gets old’, som en kvinde sagde om folkedrabet.
Men på trods deraf skorter det ikke på glæde, taknemmelighed, gæstfrihed, hjertelighed...
Vi er glade for at være her, og vi nyder hvert minut!
’Your Daughters Are Here’
’Welcome to Rwanda, you are late!’ Alice, en social-worker, og Gaston, chauffør, begge ansat i YWCA, tager imod os uden for lufthavnen i Kigali. Mens vi læsser bagagen bliver der mørkt omkring os. Solen er længe forsvundet i horisonten, de sidste stråler så vi fra flyet længere mod nord, denne gang er det strømmen i hele lufthavnen, der for et øjeblik forsvinder og lader vore tanker flyve mod stjerner i den afrikanske nat. Et øjeblik efter er der igen lys i lufthavnens store ruder, men parkeringspladsen er mere end dunkel. Vi vender tilbage til vores forklaring: Vi har mistet en taske i Bruxelles, den kom ganske simpelt ikke med flyet derfra... Men til alt held var det hverken rygsække, kamera eller –stativ, men til gengæld de ti kgs overvægt som smil hjalp os med at få gratis med: vores 24 fantastiske fodbolde fra AGF. Forhåbentlig dukker de op i næste uge, mange i Giving Hope projektet, som vi besøger, spørger efter fodbolde og god kvalitet er dyr.
En køretur i mørket fra Kigali til Gitarama, mørk nat, silhuetter af træer i billygters skær og overraskende mange mennesker, der går i vejkanten, i mørke; kulsort, bælgravende mørke... Er det nåletræer? Hvor skal folkene hen? Hvorfor er de ikke inde når det er mørkt? Hvad hedder ’tak’ på Kinyarwanda? Og ’hej’? og ’det var så lidt’? Danske hjerner på højtryk, videbegærlige og allerede overfyldte efter flere timer på farten. Rejsen blev forlænget af vores timer i Bruxelles, men flyveturen var i sandhed værd at vente på. For Ane gik en gammel drøm i opfyldelse allerede da: En flyvetur højt over Saharas sand i klart dagslys....
En lille drøm ved siden af de ambitioner turen lægger for dagen: første gang med antropolog-hatten på, kamera for øjnene og det visuelle blik slået til. Historier fanges i luften, vendes, skrives ned... felter, feltet, felten og field diskuteres, behandles... Og hele tiden kæler Rwandas farverigdom for øjnene! Her er venligt og rart, her føles som ’hjem’ og kampen for at lære og udtale Kinyarwanda-ord baner vejen.
Vi er hos det bedre borgerskab, ankom måske med en lille idé om at 1994 folkemordet ikke blev italesat, men emnet vendes i fortrolige øjeblikke og smerten ligger lige under overfladen.
Indtrykkene er mange, farverige, fantastiske og sørgelige....
Så hvordan lægger vi i løbet af de næste fem uger kimen til overgangen fra rejsebeskrivelse til videnskab? En udfordring ligger for os og entusiasmen er næsten for tæt på!
En køretur i mørket fra Kigali til Gitarama, mørk nat, silhuetter af træer i billygters skær og overraskende mange mennesker, der går i vejkanten, i mørke; kulsort, bælgravende mørke... Er det nåletræer? Hvor skal folkene hen? Hvorfor er de ikke inde når det er mørkt? Hvad hedder ’tak’ på Kinyarwanda? Og ’hej’? og ’det var så lidt’? Danske hjerner på højtryk, videbegærlige og allerede overfyldte efter flere timer på farten. Rejsen blev forlænget af vores timer i Bruxelles, men flyveturen var i sandhed værd at vente på. For Ane gik en gammel drøm i opfyldelse allerede da: En flyvetur højt over Saharas sand i klart dagslys....
En lille drøm ved siden af de ambitioner turen lægger for dagen: første gang med antropolog-hatten på, kamera for øjnene og det visuelle blik slået til. Historier fanges i luften, vendes, skrives ned... felter, feltet, felten og field diskuteres, behandles... Og hele tiden kæler Rwandas farverigdom for øjnene! Her er venligt og rart, her føles som ’hjem’ og kampen for at lære og udtale Kinyarwanda-ord baner vejen.
Vi er hos det bedre borgerskab, ankom måske med en lille idé om at 1994 folkemordet ikke blev italesat, men emnet vendes i fortrolige øjeblikke og smerten ligger lige under overfladen.
Indtrykkene er mange, farverige, fantastiske og sørgelige....
Så hvordan lægger vi i løbet af de næste fem uger kimen til overgangen fra rejsebeskrivelse til videnskab? En udfordring ligger for os og entusiasmen er næsten for tæt på!
tirsdag den 22. maj 2007
Det blev nat i Bruxelles - vi fandt en legeplads, hvor vi kunne tage sjove billeder og sove! Efter dejlig morgenmad bestående af dåse-humus, rugbrød, agurker og en melon er det nu tid til igen at formidle vores liv pr. internet. Vi er ved godt mod, har indtaget dagens første kopper kaffe; vi hopper ombord på Rwanda-flyet om en halv time, og så håber vi at rygsække, kamerataske, stativ og de 24 AGF-fodbolde følger med.
mandag den 21. maj 2007
I lufthavnen
Netop skålet i den sidste flaske postevand... for at skylle første malariapille indenbords. Vi er klar til afrejse! Vores bagage har været kilden til mangt en sjov leg, bl.a. den med padden. Alt er naturligvis dokumenteret pr. foto - man er vel 'ane og cecil på tur'!
Abonner på:
Opslag (Atom)
