Når elementer af en netop overstået dag synes absurde, tilnærmelsesvis ikke-eksisterende i deres høje grad af uvirkelighed, er det vel netop deres abnormalitet som skinner igennem, karrikeret, og belyser livets vante gang. Vi må i dag se tilbage på en sådan dag, som allerede nu, inden den er tilendebragt, synes absurd, uvirkelig og karrikeret. Vi må have vænnet os til en hverdag i dette land, trods det at alt er nyt hvert minut, har vi opbygget en vis fornemmelse af det næstkommende træk fra vores værter. I dag har vi været på egen hånd, måske var det allerede da, det gik galt...
Vi drog ikke med in the field i dag, vores guesthouse blev opholdsstedet mens vore fingre legede over tastaturet i håb om snarligt at færdiggøre vores eksamen. Dagen, hvor Ane købte ind på Kinyarwanda (lyder finere end det er, det drejede sig om to små poser peanuts og brugen af fire gloser, men hun syntes voldsomt stolt derefter!) og Cecil endnu en gang tålmodigt smilte til en ung rwandisk fyr, som ville høre (ofte direkte) om hun kunne skaffe ham en dansk kone.
Det gik fremad med opgaven, en baggage og opløftet følelse som bar os til Gisenyis marked. Vi købte frugt og grønt, satte os ned på stranden, spiste og snakkede, så på fugle og skyer, alt imens en voldsom mængde uniformerede mænd gik tilsyneladende tilfældigt rundt. Små regndråber tog med os beslutningen om at finde en kop kaffe. Blåstribede parasoller ledte vejen. En vagt fortalte at strandvejen var spærret, noget med præsidenten på regionsbesøg, men at vi blot kunne følge vejen til hotellet. ’Nta ki wa su’ ’no problem’, vi tullede videre, forbi jakkesætsklædte mænd. Nej, vi mødte ingen præsident, men jokede en del med det. Drak stempelkandekaffe i liggestole hos de fine. Men rastløshed drev os hurtigt mod vort eftermiddagsmøde med vore venner. Klokken femten, sharp, på molen... Vi var lidt forsinkede, kunne ikke helt finde vej, snakkede med et par vagter, et par soldater, så på de flyvende hunde i palmerne, glenterne i skyerne og spiste et par bananer. Vi fandt molen, men ikke vennerne. ’African time’ tænkte vi og dansede lidt. Solnedgangen og os selv, tja, det bad næsten om et foto, eller to, eller... Før vi viste af det stod den ene på hovedet, den anden i bro og diskussionen om hvorvidt hørbukser i modlys til forveksling ligner mande- eller kvindekrop. Bukserne blev rettet til mens en flok mænd på afstand iagttog. Bliver vi mere og mere immune overfor den voldsomme opmærksomhed?
Timerne gik. Der var flere fugle. Der var lys, skyer og smukt. Endnu en gang så fantastisk smukt.
Felix stod der, lige inden solens forsvinden og mørkets komme. ’you must go now, the president is coming to visit. The area is closed. All these men are soldiers and police in civil. They have asked if I know the two Umuzungu (hvide, red.) girls who have been here for so long. They want you to move. They are watching every move you make!’ Every move? Mon de værdsatte, at se os gå i bro og efterfølgende rette på bukser og bikinitrusser?
En øl og en juice med vennerne senere. De sad udenfor det afspærrede område og ventede... Vores forestillinger om African Time må slå os i hovedet, mens vi griner af vores dumhed....