Det skulle være så moderne, det der med at gå til afrikansk dans. Og I dag erfarede jeg for anden gang I mit liv, at det faktisk er ret så sjovt og ret så fantastisk at danse på afrikansk. Vi var med Alice fra YWCA henne på en eng, hvor en sang- og dansegruppe øvede sig, og vi troede egentlig vi blot kunne gemme os bag hhv. video- og spejlreflekskamera og derfra beundre stemmerne og bevægelserne foran os. Men så let gik det ikke. Mens Ane gik rundt og så professionnel ud med filmudstyret, blev jeg omringet af kvinder, som klædte mig på til dans på rwandisk vis og hev mig med ned til resten af gruppen. Jeg blev placeret foran, midtfor, og så handlede det ellers bare om at komme I gang. Jeg grinede, lettere eksalteret, en anelse forvirret og temmelig kejtet, kiggede på de temmelig kompetente kvinder og forsøgte at gøre som de. Og der skal på ingen måde herske tvivl om hvorvidt det kan løfte stemningen I en hvilken som helst rwandisk forsamling, når mzunguen bevæger hofterne og ‘goes native’. Jeg gjorde hvad jeg kunne, trak lidt på erfaringen fra gymnastik på friskolen i 1993 og lod mig rive med af stemningen. Pludselig så man Cecil danse rundt på en eng I Rwanda, med klæde bundet om hofterne og med armene nonchalant flagrende I luften. Så har man da gjort hvad man kunne for at blive een af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar