Børnefødselsdag?

… og så sad vi der ved spisebordet, den pæne dug var på, sandkagen var dekoreret med frugt og lys og slikkepinde, de to drenge på hhv. 7 og 10 sad for hver sin ende af bordet, og Ane og jeg på hver vores side. Der var to tomme pladser – de tilhørte moren og faren i vores rwandiske familie. De havde nemlig ikke tid til at fejre deres søns 10 års fødselsdag, for moren skulle på universitetet, og faren skulle på sygehuset med mad til sin gamle mor. Derfor måtte vi tage over og lave børnefødselsdag, og Anes tricks tøede drengene op, så aftenen blev vældig hyggelig.

(Fra Anes noter):
"Vi forstår ikke familiens drenge, og de forstår slet ikke os. Den manglende etablering af et ordløst univers gør det blot endnu sværere. Vi spørger og de svarer. Sådan er det hver dag. De forstår ikke vores spørgsmål og de svarer med en lyd, som kunne være både ‘ja’ og ‘nej’. Nu skal vi fejre den ældstes fødselsdag. Det høje humør og legetante-genet finder vi frem. A4 papir foldes til alles glæde og lege findes på. Drengene leger og vi leger og pludselig leger vi sammen. I et forsøg på at løfte stemningen højere, hiver vi trumfen ud af ærmet: den leg som i øjeblikket befinder sig på førstepladsen på listen over ‘Verdens Sjoveste Lege’: Legen, hvor man med afslappet ansigt laver sit bedste hesteprust foran et digital kamera og efterfølgende beundrer resultatet, som ved vellykkede prust er yderst grinagtige.
Således går det til at vi morer os over vor egen grimhed, selvironi i bedste kvalitet, mens to rwandiske drenge som stenstøtter ser til! Om de fortrækker en mine? Så meget som blot løfter en del af mundvigen et par millimeter?
Drengenes manglende morskab gør denne dags tragikomiske udtryk endnu værre. Tilnærmelsesvis sarkastisk tilrettelagt, en dag fødselaren nok aldrig glemmer.
Mad, bordbøn. Alle folder hænderne og ser ned. Cecil og drengene venter på mine takkende ord, men det eneste, der forlader min mund er et tørt og monotont: ‘I dag er det hans fødselsdag, hurra, hurra, hurra’ Sidste tre tørre ord, udtalt uden melodi får Cecil til at bryde sammen af grin. Det er stadig synd for drengene…
Aftenen slutter med kage og slik fra forældrene. Drenge piller nysgerrigt discount-slik med plastik-lir ud til skue. En stor slikkepindssut med plastikmund til hver. Sut i mund=plastikmunden ligner ens eget gebis. Drengene fanger den ikke. De skiller det ad. Mens den ældste bøvler med at binde munden fast til sine ører med et stykke ikke-elastisk nylonsnor propper den yngste hele PVC-gebisset ind bag sine egne læber og således sidder han, med savl i mundvigen, stadig uden at fortrække en mine, den næste halve time…
Hvad der videre skete? Jeg ved det ikke. Erindrer kun en lille mand ved navn Ironi kaste op af grin i det bagerste af mit sind. Et held jeg ikke græd undervejs."

Vi kan dog ikke lade være med at være lidt skuffede på den unge fødselars vegne; det er ikke meget, forældre og børn i denne familie får set til hinanden, når mor arbejder fra 07:30 til 18 hvorefter hun tager direkte på universitetet, og når far også kommer sent hjem fra arbejde hver dag. Også når sønnen har fødselsdag…
Men vi forsøger at acceptere, at det er vilkårene, når man som rwandisk familie vil klare sig, og klare sig godt, tjene penge, så børnene kan få den bedste uddannelse, og når man I øvrigt brænder for gennem sit arbejde at gøre en forskel I sit land. Det er på ingen måde op til os at dømme, hvorvidt ofrene er for store; vi kan blot tage hatten af for, at der findes mennesker, som forfølger deres drøm om en lys fremtid for Rwanda.