Rwanda07

tirsdag den 28. august 2007

Dansk Sensommer; Film, Fotos og Foredrag

Vel hjemme igen på snart tredie måned har vi nu lagt sidste hånd på vores fotoudstilling og i løbet af den næste uge skulle filmen gerne blive færdig.
Bloggen her vil ikke længere blive opdateret, til gengæld dukker vi snart op på www.LittleYellowDocs.dk, hvor udstillingsplan, foredragskalender og kontaktinformationer vil blive lagt ud!

På Gensyn!

lørdag den 23. juni 2007

- Ane, Cecil, Ib Rene, Rwanda.

‘Go away’ var de sidste ord vi hørte fra Epiphanie, vores rwandiske mor, inden vi satte os ind i YWCA-bilen og kørte mod Kigali. Kvinden, som vi har fået uendelig stor respekt for, og som vi er kommet til at holde meget af, gav os et knus og sagde, vi skulle gå; hun skulle ikke nyde noget af at stå med tårer i øjnene og vinke til os. Hushjælpen Vestina, som vi har tildelt et separat afsnit på bloggen, græd da vi tog afsked, og det var næsten ikke til at bære, at vi, ligesom alt for mange andre har gjort i hendes 19-årige liv, skulle forlade hende…
Det har været utroligt stærkt at opleve, at vi faktisk er kommet til at betyde så meget for de mennesker, vi har boet og arbejdet sammen med, at vi vil mangle, når vi er rejst. Det har på ingen måde været let at skulle sige farvel, og vi håber selvfølgelig vi får mulighed for at vende tilbage om ikke alt for mange år. Det er et stort privilegium at få sin helt egen rwandiske familie, som åbner sit hjem og tager een til sig som et fuldgyldigt medlem, og det føles nærmest umuligt at gengælde en sådan gæstfrihed.

Vi befinder os nu i Kigali, på One Love Guesthouse, som opererer med African Time og det hele – vi går rundt og kigger i byen, har solbadet en anelse, snakker om hvordan vi pakker alt vores grej på den mest hensigtsmæssige måde, forsøger at spise så meget frugt og så mange søde kartofler og bønner, at vores lagre er fyldt op til vi kommer hertil igen, nyder den smukke eftermiddagssol over bjergene, kører en hel del med motorcykeltaxi, fordi det er en leg, som aspirerer til at komme på listen over verdens sjoveste lege… Vi har det godt og vil nødig tage afsked med Rwanda, men vi glæder os også til at flyve lørdag aften og komme hjem til Danmarks lyse nætter.

Vestina...

Vestina, søde, hjertelige elskelige Vestina. Hun er 19 år, forældreløs og har allerede tjent i flere hjem. Hendes arbejdsdag starter senest klokken 5 og slutter ved midnat, hvis ikke efter. Hun laver mad, gør rent, vasker tøj, tager sig af familiens drenge… Kort fortalt er det hovedsagligt hende som holder hjemmet kørende med en smule hjælp fra en anden pige. Men Vestina er noget ganske særligt. Hun kan ikke rigtig lave mad, hun er ikke særligt god til at gøre rent, men hun kan få smilet frem hos enhver. Selv familiens drenge, som ikke synes at være af mange ord, og som ofte synes at have langt til latter og smil, snakker og griner højlydt med Vestina, de leger, råber og skriger; de bliver børn.
Med Vestina eablerede vi aldrig et ordløst univers, Vestina etablerede for os et multi-sproget univers, hvor hun uden at vi på noget tidspunkt har været klar over helt præcist hvordan, har fortalt os at hun er bange for køer, at køerne spiser Ane, at hun gerne vil være Cecils mor og at hun har så travlt, at hun gerne vil have hjælp til at dække bordet… Og nej, det er ikke oversættelser vi selv har fundet på!
Det er umuligt at forklare hvorvidt en pige, med så udstående fortænder, at de ligger mere vandret end Kivu søens overflade, og så hjerteligt et grin, at blot vi hører det, selv må rulle på gulvet af latter, er. Hvorledes hun hver dag, når en lille bid af det rwandiske syntes uforståeligt, grinende bankede på døren og ventede på det næste skridt.
Vestina.
Vestina forstod vores humor og vi forstod hendes. Eller måske vi aldrig forstod hinanden og morede os derover. For at blive bedre i stand til at forklare Jer derhjemme bestemte vi os en dag for at optage hendes grin på MP3.
Situationen forløb således:
Ane var af uvisse årsager i gang med at se på hvilken facon to mangosten gjorde sig bedst i hendes mund. Cecil tog billeder. Vestian så billederne. Hvad der videre skete indeholder tårer, latterkramper, imitation af dyrelyde, et blåt mærke på Cecils arm efter Vestinas fortænder (ville hun mon kysse eller bide den hvide hud?), svingture…. Eller var det flere dage, et utal af situationer?
Et absurditeters univers, så sort som kul, så mørkt som den smukke rwandiske nat, så dybt som filippinergraven, så befriende, så behageligt, så sikkert og overraskende, og dog så sårbart og følsomt. Den konstante snert af fortrolighed, et lille moment, en stille stund, hvor vi endnu en gang kom sprogligt til kort, hvor vi blot kune ae Vestinas arm, holde om hende og med overflødige ord, fortælle at vi vil savne hende….