’Your Daughters Are Here’

’Welcome to Rwanda, you are late!’ Alice, en social-worker, og Gaston, chauffør, begge ansat i YWCA, tager imod os uden for lufthavnen i Kigali. Mens vi læsser bagagen bliver der mørkt omkring os. Solen er længe forsvundet i horisonten, de sidste stråler så vi fra flyet længere mod nord, denne gang er det strømmen i hele lufthavnen, der for et øjeblik forsvinder og lader vore tanker flyve mod stjerner i den afrikanske nat. Et øjeblik efter er der igen lys i lufthavnens store ruder, men parkeringspladsen er mere end dunkel. Vi vender tilbage til vores forklaring: Vi har mistet en taske i Bruxelles, den kom ganske simpelt ikke med flyet derfra... Men til alt held var det hverken rygsække, kamera eller –stativ, men til gengæld de ti kgs overvægt som smil hjalp os med at få gratis med: vores 24 fantastiske fodbolde fra AGF. Forhåbentlig dukker de op i næste uge, mange i Giving Hope projektet, som vi besøger, spørger efter fodbolde og god kvalitet er dyr.
En køretur i mørket fra Kigali til Gitarama, mørk nat, silhuetter af træer i billygters skær og overraskende mange mennesker, der går i vejkanten, i mørke; kulsort, bælgravende mørke... Er det nåletræer? Hvor skal folkene hen? Hvorfor er de ikke inde når det er mørkt? Hvad hedder ’tak’ på Kinyarwanda? Og ’hej’? og ’det var så lidt’? Danske hjerner på højtryk, videbegærlige og allerede overfyldte efter flere timer på farten. Rejsen blev forlænget af vores timer i Bruxelles, men flyveturen var i sandhed værd at vente på. For Ane gik en gammel drøm i opfyldelse allerede da: En flyvetur højt over Saharas sand i klart dagslys....
En lille drøm ved siden af de ambitioner turen lægger for dagen: første gang med antropolog-hatten på, kamera for øjnene og det visuelle blik slået til. Historier fanges i luften, vendes, skrives ned... felter, feltet, felten og field diskuteres, behandles... Og hele tiden kæler Rwandas farverigdom for øjnene! Her er venligt og rart, her føles som ’hjem’ og kampen for at lære og udtale Kinyarwanda-ord baner vejen.
Vi er hos det bedre borgerskab, ankom måske med en lille idé om at 1994 folkemordet ikke blev italesat, men emnet vendes i fortrolige øjeblikke og smerten ligger lige under overfladen.
Indtrykkene er mange, farverige, fantastiske og sørgelige....
Så hvordan lægger vi i løbet af de næste fem uger kimen til overgangen fra rejsebeskrivelse til videnskab? En udfordring ligger for os og entusiasmen er næsten for tæt på!