Fascination

... må være dagens overskrift. Der er så meget at se, at opleve, at lugte til, at lytte til, at tænke over, her i Gitarama. I dag har vi både leget film-kvinder og antropologer, og det har været ekstremt lærerigt og meget, meget spændende. Vi prøver os frem i forhold til begge dele...
Vi har filmet nogle rigtig fine billeder samt nogle knap så tjekkede; vi er nu ved at have en idé om, hvad vi kan tillade os at filme hvornår, og hvilke billeder, som virker i forhold til vores historie. Det er svært, når man kommer som temmelig fremmed til et helt nyt sted, at fornemme, hvad som er ok at gøre med et kamera, og her er ekstremt mange smukke steder og mennesker, som vi så gerne vil have foreviget. Det er godt, at vi har en måned til at færdiggøre vores projekt – vores strategi er at opholde os rigtig meget i byen og på markedet, så vi efterhånden er kendte ansigter, og folk bliver trygge ved os.
Den antropologiske metode-del har vi derimod kortere tid til, for vi skal aflevere vores opgave på Moesgård næste mandag. Vi har dog allerede en ordentlig stak feltnoter, og til de, som kender Bronislav Malinowski, så føler vi os lidt som ham, når vi om aftenen sidder på værelset med pandelampen og skriver alting ned. Det er en temmelig god fornemmelse, kan vi hermed konstatere. I dag lavede vi en fokusgruppediskussion med medarbejderne på YWCA. Vi havde skrevet forskellige spørgsmål (vedrørende motivationer for arbejde) ned på papirstykker, som deltagerne efterhånden trak og diskuterede. Det var simpelthen så spændende, for de var alle sammen interesserede i at fortælle, hvad de havde på hjerte, og vi fik mange interessante informationer med derfra. Nu venter blot 6 timers transskription!
Det er meget rørende at opleve, hvordan rwanderne på den ene side har et stort menneskeligt overskud, som bl.a. kommer til udtryk i deres velvilje i forhold til os og vores projekt, mens de på den anden side gemmer på traumatiske oplevelser så voldsomme, at vi aldrig vil kunne forstå. Folkedrabets alvor ligger og lurer under overfladen og titter fra tid til anden op og viser sit angstprovokerende ansigt. Alle har mistet familie og venner, alle har følt frygten for macheterne – af de, som var børn under folkedrabet, har 99,9 % oplevet vold, 87,5 % har set døde kroppe eller kropsdele i forbindelse med krigen... Og rækken af sådanne facts slutter ikke her. Tallene får hårene til at rejse sig på armene – men statistik er blot et sølle udtryk for de grusomheder, som for rwanderne føles som i går, men som på mange måder ligger udenfor vores fatteevne. ’It never gets old’, som en kvinde sagde om folkedrabet.
Men på trods deraf skorter det ikke på glæde, taknemmelighed, gæstfrihed, hjertelighed...
Vi er glade for at være her, og vi nyder hvert minut!