Fascination

... må være dagens overskrift. Der er så meget at se, at opleve, at lugte til, at lytte til, at tænke over, her i Gitarama. I dag har vi både leget film-kvinder og antropologer, og det har været ekstremt lærerigt og meget, meget spændende. Vi prøver os frem i forhold til begge dele...
Vi har filmet nogle rigtig fine billeder samt nogle knap så tjekkede; vi er nu ved at have en idé om, hvad vi kan tillade os at filme hvornår, og hvilke billeder, som virker i forhold til vores historie. Det er svært, når man kommer som temmelig fremmed til et helt nyt sted, at fornemme, hvad som er ok at gøre med et kamera, og her er ekstremt mange smukke steder og mennesker, som vi så gerne vil have foreviget. Det er godt, at vi har en måned til at færdiggøre vores projekt – vores strategi er at opholde os rigtig meget i byen og på markedet, så vi efterhånden er kendte ansigter, og folk bliver trygge ved os.
Den antropologiske metode-del har vi derimod kortere tid til, for vi skal aflevere vores opgave på Moesgård næste mandag. Vi har dog allerede en ordentlig stak feltnoter, og til de, som kender Bronislav Malinowski, så føler vi os lidt som ham, når vi om aftenen sidder på værelset med pandelampen og skriver alting ned. Det er en temmelig god fornemmelse, kan vi hermed konstatere. I dag lavede vi en fokusgruppediskussion med medarbejderne på YWCA. Vi havde skrevet forskellige spørgsmål (vedrørende motivationer for arbejde) ned på papirstykker, som deltagerne efterhånden trak og diskuterede. Det var simpelthen så spændende, for de var alle sammen interesserede i at fortælle, hvad de havde på hjerte, og vi fik mange interessante informationer med derfra. Nu venter blot 6 timers transskription!
Det er meget rørende at opleve, hvordan rwanderne på den ene side har et stort menneskeligt overskud, som bl.a. kommer til udtryk i deres velvilje i forhold til os og vores projekt, mens de på den anden side gemmer på traumatiske oplevelser så voldsomme, at vi aldrig vil kunne forstå. Folkedrabets alvor ligger og lurer under overfladen og titter fra tid til anden op og viser sit angstprovokerende ansigt. Alle har mistet familie og venner, alle har følt frygten for macheterne – af de, som var børn under folkedrabet, har 99,9 % oplevet vold, 87,5 % har set døde kroppe eller kropsdele i forbindelse med krigen... Og rækken af sådanne facts slutter ikke her. Tallene får hårene til at rejse sig på armene – men statistik er blot et sølle udtryk for de grusomheder, som for rwanderne føles som i går, men som på mange måder ligger udenfor vores fatteevne. ’It never gets old’, som en kvinde sagde om folkedrabet.
Men på trods deraf skorter det ikke på glæde, taknemmelighed, gæstfrihed, hjertelighed...
Vi er glade for at være her, og vi nyder hvert minut!

’Your Daughters Are Here’

’Welcome to Rwanda, you are late!’ Alice, en social-worker, og Gaston, chauffør, begge ansat i YWCA, tager imod os uden for lufthavnen i Kigali. Mens vi læsser bagagen bliver der mørkt omkring os. Solen er længe forsvundet i horisonten, de sidste stråler så vi fra flyet længere mod nord, denne gang er det strømmen i hele lufthavnen, der for et øjeblik forsvinder og lader vore tanker flyve mod stjerner i den afrikanske nat. Et øjeblik efter er der igen lys i lufthavnens store ruder, men parkeringspladsen er mere end dunkel. Vi vender tilbage til vores forklaring: Vi har mistet en taske i Bruxelles, den kom ganske simpelt ikke med flyet derfra... Men til alt held var det hverken rygsække, kamera eller –stativ, men til gengæld de ti kgs overvægt som smil hjalp os med at få gratis med: vores 24 fantastiske fodbolde fra AGF. Forhåbentlig dukker de op i næste uge, mange i Giving Hope projektet, som vi besøger, spørger efter fodbolde og god kvalitet er dyr.
En køretur i mørket fra Kigali til Gitarama, mørk nat, silhuetter af træer i billygters skær og overraskende mange mennesker, der går i vejkanten, i mørke; kulsort, bælgravende mørke... Er det nåletræer? Hvor skal folkene hen? Hvorfor er de ikke inde når det er mørkt? Hvad hedder ’tak’ på Kinyarwanda? Og ’hej’? og ’det var så lidt’? Danske hjerner på højtryk, videbegærlige og allerede overfyldte efter flere timer på farten. Rejsen blev forlænget af vores timer i Bruxelles, men flyveturen var i sandhed værd at vente på. For Ane gik en gammel drøm i opfyldelse allerede da: En flyvetur højt over Saharas sand i klart dagslys....
En lille drøm ved siden af de ambitioner turen lægger for dagen: første gang med antropolog-hatten på, kamera for øjnene og det visuelle blik slået til. Historier fanges i luften, vendes, skrives ned... felter, feltet, felten og field diskuteres, behandles... Og hele tiden kæler Rwandas farverigdom for øjnene! Her er venligt og rart, her føles som ’hjem’ og kampen for at lære og udtale Kinyarwanda-ord baner vejen.
Vi er hos det bedre borgerskab, ankom måske med en lille idé om at 1994 folkemordet ikke blev italesat, men emnet vendes i fortrolige øjeblikke og smerten ligger lige under overfladen.
Indtrykkene er mange, farverige, fantastiske og sørgelige....
Så hvordan lægger vi i løbet af de næste fem uger kimen til overgangen fra rejsebeskrivelse til videnskab? En udfordring ligger for os og entusiasmen er næsten for tæt på!

Det blev nat i Bruxelles - vi fandt en legeplads, hvor vi kunne tage sjove billeder og sove! Efter dejlig morgenmad bestående af dåse-humus, rugbrød, agurker og en melon er det nu tid til igen at formidle vores liv pr. internet. Vi er ved godt mod, har indtaget dagens første kopper kaffe; vi hopper ombord på Rwanda-flyet om en halv time, og så håber vi at rygsække, kamerataske, stativ og de 24 AGF-fodbolde følger med.

I lufthavnen

Netop skålet i den sidste flaske postevand... for at skylle første malariapille indenbords. Vi er klar til afrejse! Vores bagage har været kilden til mangt en sjov leg, bl.a. den med padden. Alt er naturligvis dokumenteret pr. foto - man er vel 'ane og cecil på tur'!

Snart klar

De små stakke og lange lister bliver flere og flere...
I morgen henter vi kamera hos Århus Filmværksted og snart lyner vi rygsækkene til. Mandag flyver vi fra København og et døgn samt en længere mellemlanding senere lander vi i Kigali, Rwanda. Undervejs på turen vil vi forsøge at opdatere denne blog med fotos og fortællinger, forestillinger og forhåbentlig et fåtal af foredrag.
Til da...